Artikel

Skilsmissen – en lang proces

Famile
Charlotte Højgaard jessen
Tekstforfatter
Om forfatteren

Charlotte er skilt og ønsker at hjælpe andre med at komme godt igennem den svære proces.

Når et ægteskab slutter, vil det så godt som altid være en sorgfuld tid. En tid præget af skuffelse, tab af drømme og forventninger. Af sorg over at miste sit ståsted i livet og skulle tage afsked med dét, der var. En tid præget af usikkerhed, vrede og en følelse af svigt eller skyld. En følelse af ensomhed og identitetstab.
”Jeg følte mig isoleret og oplevede en enorm ensomhed. Det tager tid at vikle sig ud af hinanden og reetablere sin identitet, når man pludselig ikke skal forstå sig selv i kraft af hinanden”.
Sådan siger sognepræst Kristine Stricker Hestbech til Kristeligt Dagblad – hvor hun også sammenligner følgerne af en skilsmisses med et dødsfald. Og det illustrerer på fin vis, at der ikke er nogen genvej, når man skal videre, og når man skal sørge over alt det der var, og alt det, der ikke blev.
I en skilsmisse er vi nødt til at erkende og acceptere sorgen. Vi skal reetablere vores identitet som individ i stedet for som par, vi skal fortsat fungere i hverdagen – og har vi børn, skal vi gøre livet så gnidningsløst som muligt for dem, i deres nye, omvæltende livsafsnit. Og så er der alle de praktiske ting, vi skal have til at fungere omkring bopæl, bodeling, samværsordning og måske ny økonomisk status.
Ved siden af det kommer venner og familie, der alle bliver påvirket og i nogle tilfælde forsvinder ud af vores liv – og dermed forstærker tabet og sorgen. Vi skal etablere nye rutiner og vaner – og det kan tage år at genvinde den emotionelle ligevægt efter en skilsmisse.

Der er ingen tvivl om, at det er vanskeligt at navigere i en skilsmisse, hvor der er sårede følelser, følelser af skyld, svigt og sorg. Og er man den, der er fravalgt, kan det være ekstra hårdt, fordi det gør ondt at se den anden. Fordi gensyn nærer håbet om, at det der var, kan blive igen. Og fordi der kommer gentagne små chok, når man opdager, at den anden lever videre, og når man måske oven i købet oplever, at man kan erstattes. Men hvordan kommer vi så gennem sorgen?

I det næste beskrives sorgprocessen, som den ser ud i to-sporsmodellen. Her ses sorgen som en pendulering (skift) mellem to spor: det tabsrelaterede (også kaldet sorgens rum) og det reetablerende (også kaldet livets rum).

Udgangspunktet er, at sorg er forskellig fra menneske til menneske. At sorg bliver en del af vores livshistorie – med forskellig intensitet. Altså at vi integrerer sorg og savn i vores videre liv. Vi skal altså ikke nødvendigvis "se at komme videre". Modellen bygger på og er tænkt som en udvidelse af tidligere sorgmodeller.
Der er en indbygget og dobbelt bevægelighed i sorgprocessen, som den ser ud i to-sporsmodellen. Når vi har mistet, pendulerer vi mellem to spor. Vi skifter mellem at erkende tabet og forholde os til et nyt liv. Samtidig pendulerer vi mellem at blive konfronteret med tabet og smerten (den tabsorienteret proces) og dét at undgå smerten – så vi kan koncentrere os om at reetablere vores verden (den restaurerende proces). Når tanker og følelser bliver for voldsomme er det nødvendigt at glide af på sorgen – og på en positiv måde aflede os selv. Vi kan have brug for at dosere sorgen, så vi også kan give den restaurerende / reetablerende proces plads.

Penduleringen mellem de to spor er altså en vekselvirkning mellem at blive konfronteret med tabet og at undgå at blive konfronteret med tabet. Penduleringen betyder, at vi både oplever sorgens smerte og holder pause fra smerten. Vi har brug for pauser fra sorgen. I det reetablerende spor har vi brug for at kunne forholde os til det liv, der stadig er. Pauserne er vigtige og nødvendige, for at vi kan koncentrere os om praktiske opgaver som at betale regninger, købe ind, tage kontakt etc. Egen tilvirkning af model Det tabsorienterede spor

Det tabsorienterede spor indeholder de følelsesmæssige aspekter af tabet. Alle de følelser og reaktioner, der ofte opstår som skyld, vrede, tristhed, meningsløshed og fortvivlelse.

Accept af tabet er også en væsentlig forudsætning for, at sorgen kan finde sit leje. Gennem accepten vil vi ikke alene forstå, at tabet er uigenkaldeligt, men også erkende det følelsesmæssigt. Vi skal reorganisere vores tilknytning den og dét vi har mistet.

I det tabsorienterede spor er det vigtigt, at vi i perioder kan lukke øjnene for de praktiske opgaver og krav om at tage fat på de livsændringer, skilsmissen medfører. Vi kan på den måde give os selv plads og styrke til at tage os af sorgens følelser. At nægte at forholde sig til den ændrede virkelighed er også et naturligt element i sorgen. Det kan give os ro til at gennemleve sorgen i et tempo, der passer til vores individuelle behov.

Det restaurerende spor
Når vi skal skilles, bliver vores kendte rutiner brudt, og vi skal vænne os til at udfylde andre funktioner i vores hverdag. Måske har vi ikke tidligere været vant til at tage os af det praktiske. En ny hverdag fordrer en ny selvforståelse. Når vi er alene, kan det fx pludselig være akavet at være med til parmiddage og familiesammenkomster. Det er ikke nødvendigvis let at genfinde og udvikle en ny forståelse af, hvem vi er.

Pause fra sorgen, undgåelse af sorgens smerte er et væsentligt element i det restaurerende spor. Vi har behov for at lukke ned for smerten, så vi kan tage os af praktiske ting. Det kan være vores barn har behov for omsorg, der kan være arbejde, der skal laves. Vi kan nogle gange bevidst vælge tidspunkter, hvor det ikke er smart, at vi giver os hen til sorgen, måske fordi vi står i en forretning, eller har deadline på en opgave. Selvfølgelig kan det også ske, vi ubevidst lukker af, fordi vi er uvante med eller utrygge ved at vise vores sårbarhed.

Pendulering mellem det tabsorienterede og det restaurerende Ved at pendulere mellem det tabsorienterede og det restaurerende spor bevæger vi os i sorgens verden mellem nutid og fortid, og nutid og fremtid. I bevægelsen i nutid-fortid (det tabsorienterede spor) vender vi os tit indad og isolerer os, mens vi i bevægelsen nutid-fremtid forholder os til hverdagen med dens krav til handling og relationer til andre mennesker.

Hvis vi sidder fast i det ene spor, kan det være tegn på det, der kaldes en kompliceret sorg. Det vil sige, at vi enten ikke vil forholde os til vores tab, eller ikke kan forholde os til nye udfordringer i livet, fordi sorgen fylder alt. Det kan betyde, at vi skal hjælp fra en psykolog eller en anden fagperson, så vi får hjælp til at erkende og acceptere. Gennem sorgen tilpasser vi os et forandret liv.

Hos Teamwork Family har vi identificeret og defineret fem aktiviteter, vi er nødt til at have fokus på undervejs i sorgprocessen, når vi vil ud på den anden side. Vi er nødt til at:
1. Erkende, at det er nødvendigt at give slip.
2. Forstå hvad det vil sige, at give slip (her ligger sorgprocessen).
3. Tage vores følelsesliv alvorligt og evt. få hjælp til at give slip.
4. Skabe et liv for os selv som et individ.
5. Hjælpe vores barn gennem sorgen.

Hos Teamwork Family siger vi ikke, at smerten ved en skilsmisse nødvendigvis skal tage årevis. Vi er alle forskellige, bearbejder ting forskelligt og i forskellige tempi. Ligesom der kan være forskel på, hvordan henholdsvis mænd og kvinder bearbejder deres tab.

Det vi siger er, at vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi helt fornægter tab og følelser for at undgå smerte – og ikke erkender, at skilsmisse er en livskrise, et sorgfuldt tab af drømme, håb, fremtidsvisioner og konkret samvær. Skilsmissen er et farvel til en livsafsnit, en historie med vores partner.

Og vi understreger, at det er ok at bruge et sørgeår (eller længere), netop fordi en skilsmisse er et tab af meget andet end en ægtefælle. Samtidig lægger vi vægt på, at vi kan komme ud på den anden side af skilsmissen, som 4 mere afklarede mennesker, når vi giver os tid til at sørge og reflektere. Det handler om tilknytning og adskillelse – og om at magte overgangen. Det handler om at finde hjem til sig selv, i stedet for at være ud af sig selv.